Time to play with the Big Boys.
Key · â 4.67
Jeg lÄ og ventede i sengen den morgen. Det var den attende juli Är 2012. Det var en helt speciel dag, og jeg lÄ bare i min seng og stirrede op i loftet, imens jeg ventede. Jeg var jo ikke ligefrem den mest tÄlmodige dreng i verden, og klokken var allerede ti om morgenen. De plejede at komme klokken ni. Hvad tog dem sÄ lang tid denne gang?
”Aish!! Jeg gider ikke vente lĂŠngere!” udbrĂžd jeg og sparkede dynen vĂŠk fra mig, hvorefter jeg bare trak mig i det samme tĂžj som fra dagen fĂžr, imens mit nattĂžj lĂ„ spredt omkring min seng. Jeg havde jo den dĂ©r vane med at strippe i sĂžvne…
Jeg rev dÞren op til gangen fra mit og Mich's vÊrelse, og skulle lige til at rÄbe pÄ Kevin.
”Kevin!" kaldte jeg, og forsĂžgte at fĂ„ min stemme til at lyde en lille smule dybere end den var. Jeg havde jo den der englestemme, som var sĂ„ flydende og nuttet. Jeg failede da jeg forsĂžgte at gĂžre den dyb.
”kennie?” mumlede Kevin og stak hovedet ud af hans og John's vĂŠrelse, dog fĂžrst efter et halvt minuts tid. Jeg rettede straks mit blik mod ham og hĂŠvede et Ăžjenbryn. Jeg lagde mĂŠrke til, at hans skuldre og kraveben var helt nĂžgne. Han havde ingen trĂžje pĂ„, og gemte sig halvt bag dĂžren, sikkert for at skjule hans endnu mere nĂžgen krop.
”Bare glem det…” mumlede jeg koldt og sendte Kevin et irriteret blik, hvorefter jeg gik ind i kĂžkkenet for at fĂ„ mig noget morgenmad. Kevin havde helt sikkert gang i noget igen, sammen med John eller Mich, eller Phillip. Man kunne jo aldrig vide. De havde det altid sĂ„ sjovt sammen, og jeg var altsĂ„ alt andet end uskyldig, som de troede.
Jeg ville gerne lege med de store drenge…
”Kennie!” hĂžrte jeg pludseligt Mich rĂ„be, idet han kom ud fra badet, kun ifĂžrt hans sweatpants i den mĂžrkegrĂ„ farve, som perfekt matchede hans solbrĂŠndte overkrop, sixpack og bryst, hvor smĂ„, fine vandkrystaller stadig sad i form af glinsende vanddrĂ„ber.
”E-Eh…?” mumlede jeg, da jeg fangede mig selv i at stĂ„ og stirre pĂ„ Mich's nĂžgne overkrop, hvorefter jeg straks rettede mine Ăžjne mod hans. Han smilede varmt til mig og nussede mit hĂ„r, som han plejede at gĂžre, for at rode det til.
Ligesom den lille dreng jeg var…
”Mich...?” mumlede jeg lavt. Mich hĂŠvede et Ăžjenbryn og trak sin hĂ„nd til sig.
”Ja, ken?” spurgte han hvorefter jeg genert rettede mit blik mod hans igen.
”Kan du… Eh… Kan du huske hvilken dag det er i dag?” spurgte jeg forsigtigt og klĂžede mig uskyldigt pĂ„ min overarm. Han lagde sine arme over kors og sĂ„ en lille smule vĂŠk fra mig.
”Hvilken dag det er… Eh… Det er mandag?” sagde han sĂ„, og jeg havde lyst til at slĂ„ ham, eller bare grĂŠde. Jeg gjorde dog ingen af delene, det ville vĂŠre dumt. Jeg ville ikke vise mig selv som et pattebarn, nu var jeg jo voksen. Atten Ă„r…
”Mich! Kan du ikke lige hjĂŠlpe mig med noget?” spurgte phillip, der kom gĂ„ende gennem kĂžkkenet og tog fat i Mich's arm for at trĂŠkke ham med sig. Mich nikkede straks og vinkede farvel til mig med et lille smil.
Endnu engang var jeg bare ladt alene tilbage, som det lille barn jeg Äbenbart var. Jeg mÄtte ikke vÊre med i deres interessante samtaler. Jeg mÄtte ikke vÊre med til at lege med dem. Jeg mÄtte ikke se de film som John havde pÄ sin computer.
Jeg mĂ„tte intet. Ikke engang pĂ„ min fĂždselsdag ville de lade mig vĂŠre med, selvom jeg var voksen nu. SĂ„ gik det op for mig…
De havde ikke vĂŠkket mig fra morgenen af som de plejede, ingen af dem havde sagt tillykke til mig eller givet mig nogen gave…
”De har virkelig glemt min fĂždselsdag,” mumlede jeg lavt til mig selv og holdt min enkelte tĂ„re tilbage. Jeg var voksen nu, jeg skulle ikke grĂŠde over materielle goder og en enkelt fĂždselsdagssang, eller nogle rare, varme ”Tillykke kennie!”. Jeg skulle bare vĂŠre glad, for det jeg havde, sĂ„ det ud til.
”SĂ„ er det bare os to, bananmĂŠlk,” sukkede jeg og tog en enkelt bananmĂŠlk ud fra kĂžleskabet fĂžr jeg lukkede det igen, med et smĂŠk, som gav et lille ekko i hele lejligheden.
Jeg tog et dybt suk, fÞr jeg ensomt gik tilbage mod mit vÊrelse, med min bananmÊlk i hÄnden og sugerÞret i munden. Alene og glemt.
Det glĂŠder mig at hĂžre hvad i synes om den. Den virker dog en smule uinteressant i starten, men jeg kan love jer for at den bliver interessant :)
Mit fĂžrste novelle, Enjoy!
I mÄ gerne kontakte mig hvis i har nogle spÞrgsmÄl eller lign.
Keyxd@live.dk